Druesorter

 

 

Siden er under opdatering

 

Australien dyrker i dag både klassiske og alternative druesorter og er kendt for en stor spændvidde i stil og udtryk. Fra Chardonnay og Riesling til Shiraz, Cabernet Sauvignon og en voksende interesse for sorter som Fiano, Nebbiolo og Tempranillo afspejler australsk vin både klima, region og vinmagerens stil.

Australien er desuden kendt for både vine lavet på én enkelt drue og for blends, hvor flere druesorter spiller sammen. Nogle druer står stærkt alene, mens andre ofte indgår i blandinger, der tilfører vinene fylde, struktur, friskhed eller aromatisk kompleksitet.

På de følgende sider finder du et overblik over både de klassiske druesorter, som har været med til at forme Australiens ry som vinland, og de alternative sorter, der i stigende grad præger den moderne australske vinscene.

Klassiske druer
Australiens klassiske druesorter omfatter blandt andet Chardonnay, Riesling, Semillon, Shiraz og Cabernet Sauvignon. De spiller fortsat en central rolle i landets vinproduktion og findes i nogle af Australiens mest kendte vinregioner.

 


Primære hvide druesorter

 

Chardonnay
Chardonnay er Australiens mest udbredte hvide druesort og dyrkes i både kølige og varmere regioner. Druen er meget fleksibel og kan give alt fra sprøde elegante vine til mere fyldige og modne udtryk.

I køligt klima: Frisk og citruspræget med karakter af æble og grapefrugt.
I varmt klima: Mere koncentreret og fyldig med noter af ananas, fersken og tropisk frugt.
Kendte regioner: Yarra Valley, Geelong, Mornington Peninsula, Adelaide Hills, Tasmania, Margaret River, Clare Valley, Riverland, Barossa Valley og Hunter Valley.


Riesling

Riesling er en af Australiens klassiske hvide druer og særligt kendt fra South Australia. Den giver vine med høj syre, ren frugt og stor evne til at afspejle voksestedet.

I køligt klima: Rank, frisk og aromatisk med lime, blomster og mineralitet.
I varmt klima: Mere moden citrus og en lidt bredere frugtprofil, men stadig med god syre.
Kendte regioner: Eden Valley, Clare Valley, Barossa Valley.

 

Semillon
Semillon er en af Australiens vigtigste hvide druer og spiller en særlig rolle i landets vinhistorie. Den bruges både alene og i blends, især med Chardonnay og Sauvignon Blanc.

I køligt klima: Mere delikat, frisk og struktureret med høj syre.
I varmt klima: Fyldigere og blødere med tropiske noter, men i Hunter Valley kan den udvikle stor kompleksitet med alderen.
Kendte regioner: Hunter Valley, Barossa Valley, Clare Valley, McLaren Vale, Margaret River, Riverina.

 


Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc blev først for alvor udbredt i Australien fra 1970’erne og er blevet populær på grund af sin friske syre og intense aromatiske stil. Den laves både som enkeltdruevin og i blends.

I køligt klima: Urteagtig og sprød med noter af stikkelsbær, passionsfrugt og citrus.
I varmt klima: Mere tropisk frugt og blødere syre, men i for varme områder kan den miste friskhed.
Kendte regioner: Yarra Valley, Tasmania, Adelaide Hills, McLaren Vale, Coonawarra, Margaret River.

 


Primære røde druer

Shiraz
Shiraz er selve signaturdruen i Australien og spænder fra kraftige, varme vine til mere elegante og krydrede udtryk fra køligere områder. Druen bruges både alene og i blends, især med Cabernet Sauvignon, Grenache og Mataro.

I køligt klima: Mere krydret og elegant, ofte med sort peber, blomster og friskere struktur.
I varmt klima: Intens og kompleks med mørk frugt, blommer, brombær, chokolade og ofte vanilje fra fad.
Kendte regioner: Barossa Valley, McLaren Vale, Hunter Valley, Yarra Valley, Bendigo, Grampians, Margaret River.

 
Cabernet Sauvignon
Cabernet Sauvignon er en af Australiens vigtigste røde druesorter og giver vine med struktur, elegance og god lagringsevne. Druen bruges både alene og i blends, ofte med Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot eller Malbec.


I køligt klima:
 Solbær, morbær, ceder og ofte et strejf af chokolade med fine tanniner og lang eftersmag.
I varmt klima: Mere kraftfuld, mørk og frugtig med fyldigere stil og højere alkohol.
Kendte regioner: Coonawarra, Margaret River, Yarra Valley, Great Southern, Barossa Valley, Clare Valley.

 

Pinot Noir
Pinot Noir er en krævende og følsom drue, som trives bedst i køligere områder. Når den dyrkes det rigtige sted, kan den give nogle af Australiens mest elegante og karakterfulde rødvine.

I køligt klima:
 Let og elegant stil med hindbær, jordbær, blomster og frisk struktur.
I varmt klima: Mister let spændstighed og frugt og kan blive tungere og mindre præcis.
Kendte regioner: Adelaide Hills, Eden Valley, Tasmania, Mornington Peninsula, Gippsland, Geelong, Yarra Valley, Macedon, Tumbarumba, Orange.

 

Grenache
Grenache er en af Australiens ældste druesorter og har fået en stærk renæssance i de senere år. Den bruges både til enkeltdruevine og i blends, især den klassiske GSM-blanding med Shiraz og Mourvèdre.

I køligt klima: Mere elegant og parfumeret med friskere bærfrugt.
I varmt klima: Fyldig og charmerende med kirsebær, hindbær, eksotiske bær og et strejf af peber.
Kendte regioner: Barossa Valley, McLaren Vale.
 
 
Merlot
Merlot er verdens tredje mest plantede druesort og har også fået fodfæste i Australien. Den modner hurtigt og bruges ofte i blends, hvor den bidrager med blødhed, frugt og rundere tanniner.

I køligt klima:
 Bevarer syre og frisk frugtkarakter.
I varmt klima: Fyldigere aroma af blomme, brombær og kirsebær, ofte med et strejf af vanilje ved fadlagring.
Kendte regioner: Yarra Valley, Margaret River, Barossa Valley, Eden Valley, McLaren Vale, Riverina, Murray Valley.